Haven er det første, køberne ser
De fleste købere ser huset første gang på boligsiden – og det første billede er ofte taget fra vejen eller haven. Ved fremvisningen går de gennem lågen, før de ser stuen. En hæk, der stritter, græs, der er gået i frø, og ukrudt i indkørslen fortæller én ting: Her venter der arbejde. Omvendt ser en ryddet have større og lysere ud på billederne.
Du skal ikke anlægge en ny have. Det handler om at få det, der allerede er der, til at se passet ud – i den rigtige rækkefølge, så det hele står flot på samme tid.
3–4 uger før: de store ting
- Buske og mindre træer, der skygger for vinduer og facade, beskæres, så huset kan ses og stuerne bliver lysere. Se efter fuglereder fra marts til august – de er beskyttede.
- Hækken: Er den blevet alt for bred, er det fristende at skære den kraftigt ned. Men en nybeskåret hæk kan se nøgen ud i flere uger, og kraftig beskæring hører til vinterhalvåret. Tæt på fotograferingen er en almindelig hækklipning ofte det bedste valg.
- Haveaffald og rod: grenbunker, gamle potter, sække med blade og det, der står bag skuret, skal væk.
- Tagrender renses. Det ser køberne og deres rådgivere efter.

1–2 uger før: det synlige
- Hækklipning med skarpe linjer – også siden ud mod vejen.
- Ukrudt i fliser og indkørsel fjernes med fugeskraber, børste eller ukrudtsbrænder. Eddike og salt er ikke lovlige ukrudtsmidler.
- Bedene luges, og bar jord dækkes evt. med barkflis eller kompost, så de ser færdige ud.
- Fortov og indkørsel fejes og ryddes for blade og grus.
Hæk, græs og ukrudt i én bestilling – så betaler du kun ét gebyr for kørsel og opstart.
Bestil hjælp1–3 dage før: det sidste
- Slå græsset og trim kanterne, så plænen står skarpt på billederne.
- Fjern det, der ikke skal med på billedet: legetøj, haveslange, affaldsspande og cykler.
- Stil havemøblerne pænt på terrassen – lidt færre ting får den til at se større ud.
- Fej terrassen og trappen op til hoveddøren.
Det kan du lade være med
Lige før et salg er der sjældent tid til – eller grund til – store projekter som en ny terrasse, nye bede eller en helt ny plæne. Køberne har deres egne planer for haven, og et halvfærdigt projekt ser værre ud end en almindelig have, der er passet. Brug kræfterne på det, der allerede er der: klip, slå, lug, fej og kør affaldet væk.
Glem heller ikke forhaven og fortovet. Det er dem, køberne ser først, og det er ofte dem, der bliver glemt, fordi man selv bruger bagdøren og terrassen.
Mens huset er til salg
Billederne er taget, men køberne kommer først senere. Hold haven i samme stand, så længe huset er til salg: græsset hver eller hver anden uge i sæsonen, ukrudtet et par gange, og bladene væk i efteråret. Er du allerede flyttet, kan en havemand komme efter behov – eller efter en fast aftale, som du kan få et uforpligtende tilbud på.
Sælger du om vinteren?
Om vinteren handler det mindre om græs og mere om orden: blade og grene væk, stier og indkørsel ryddet, tagrender rensede og en hæk, der ser klippet ud. Vinteren er til gengæld det rigtige tidspunkt til kraftig beskæring af løvfældende hække og æble- og pæretræer – så er de klar til foråret, hvis salget trækker ud.
Hvad koster det?
Et eksempel på en almindelig villahave 1–2 uger før fotograferingen:
| Hækklipning 30 m, begge sider, afklip køres væk, inden for 7 hverdage | 2.100 kr. |
| Græsslåning 250 m² med opsamling og kanter | 625 kr. |
| Ukrudt mellem fliser 15 m² | 300 kr. |
| Kørsel og opstart (én ordre) | 349 kr. |
| I alt | 3.374 kr. |
| Servicefradrag ca. 26 % af arbejdet | – 787 kr. |
Priser inkl. moms med De Glade Havemænds tillæg. Servicefradraget kræver, at du bor i huset, når arbejdet bliver udført, og at du selv betaler elektronisk. Vil du regne på din egen have, så vælg »Huset skal sælges« på forsiden.